Viser opslag med etiketten Kransekage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kransekage. Vis alle opslag

mandag den 21. april 2014

Sommerlækker jordbærtærte og opskrift:-)

En sommerlækker jordbærtærte vi har spist på terrassen i dag:-) 
Solen skinner, ungerne leger i haven og vi har fejret mandens fødselsdag sammen med svigermor. 
Jeg har brugt Mette Blomsterbergs opskrift fra bogen " Søde sager". 
Jeg har penslet bunden med lys chokolade og lagt en råcreme ovenpå. 
Derefter har jeg skåret jordbær i skiver og lagt i mønster. 
Tilslut har jeg drysset hakket pistacie udover. 

Jordbær tærte med kransekagekant: 

Til 2 stk. tærter ca. 24 cm
Mørdej:
300 g mel
150g tempereret smør
100 g flormelis
1 æg str. L
Alt æltes sammen og lægges på køl i 1/2 time.
Mørdejen rulles ud i lidt mel ca. 4mm tykt og lægges i tærtefadet. 
Kanten trykkes ren. Evt. overskydende mørdej kan bruges til 
Napoleonshatte ellers Medaljer;-)
Jeg har et fad med løs bund, det er meget nemt at arbejde med, 
når kagen er bagt;-)
Mazarinmasse:
250 g Marcipan
150 g sukker
100 g tempereret smør
2 æg str. L


Ælt marcipan og sukker sammen, jeg bruger min 
kagespade på Mr. Kenwood;-)
Tilsæt smør lidt af gangen. 
Når alt smør er æltet ind tilsættes ægget ligeledes lidt af gangen.
Jeg kommer mazarinmassen i en sprøjtepose og fordeler i de to forme.
De bages ved 180 grader i ca. 10 min. til de er gyldne. Lad afkøle let.


Kransekagemasse:
200 g Marcipan
75 g rørsukker, alm. sukker kan også bruges;-)
45 g æggehvide, Ca.1 bæger past. æggehvide


Rør sukker og æggehvide sammen og lad stå i en halv 
time for at opløse sukkeret.
Massen æltes ind i marcipanen lidt efter lidt, også her bruger 
jeg kagespaden på Kenwood;-)
Når den er ensartet kommes den op i en sprøjtepose med tyl.

Sprøjtes på den halvt bagte mazarinbund langs kanten. 
Bages ved 190 grader i ca. 6-8 min til de er gyldne.

Tages ud, afkøles let og befri dem fra formene.


Jeg laver gerne en gl. dags råcreme til vores jordbærtærte 
og den laves sådan her:


1/2 bæger past. æggeblomme
1 lækker fed Vaniljestang
Flormelis til en tyk æggesnaps.


Det hele røres sammen til det har en lidt tyk konsistens.
Blandes med ca. 3 dl stift pisket flødeskum, 
jeg pisker fløden ret stiv, da råcremen "fortynder" den igen:-)

Jeg smelter lidt chokolade og smører på den kolde tærte 
før jeg lægger creme på. 
Derefter er det kun at pynte med en masse lækre røde bær 
og evt. et drys hakket nødder eller chokolade.

Rigtig god fornøjelse og Bon Appetit:-))

søndag den 5. januar 2014

Godt nytår:-)

Bedre sent end aldrig!

Jeg er håbløst bagefter med bloggen men 
det vil jeg få rådet bod på de næste par dage:-))

Nytårsaften lavede vi dejlig 6 retters menu og
afsluttede med kransekage.
 Jeg har de sidste par år lavet det nye
årstal i kransekage og i år blev det så 2014´s tur.
Jeg bruger min opskrift på Rustik kransekage, dog
uden at de skal stå og tørre.
Med en kransekage tyl har jeg sprøjtet to
trekanter i 12 og 16 cm.
Disse er pyntet med æggehvideglasur og lagt 
modsat på hinanden, for at forme en stjerne.
Denne er fyldt med små stykker med nødder, chokolade, 
nougat og pistaciemasse. 

Vi havde en dejlig hyggelig aften med gode venner,
det håber jeg også at du havde:-)
Rigtig godt nytår! 

fredag den 22. februar 2013

Te- selskab til 6 og 8 års fødselsdag

Jeg er jo den heldige mor til 2 børn født med 
7 dages mellemrum:-)
Så vi slår altid de to mindstes fødselsdage sammen, 
i søndags holdt vi så te-selskab for familien:-)

 Bordet fra hver sin ende:-)
Vi fik Fødsesldagsboller, Scones med citron
og blåbær, små Pain au Chokolat, Kokostoppe med
lakridspulver, Kransekage dyppet i chokolade
små Hallo Kitty flødeboller(jeg ved godt at de er købte,
 men kunne ikke nå at lave et hold selv) ;-)
Sidst men ikke mindst fandt jeg denne her skønne opskrift på
Lemon Cupcakes med lemon curd og marengstopping-
de fik alle et print af en Skylander figur-for ikke at helt glemme
at vi også holdt fest for sønnen!
Små Pain au Chokolat med Nutella, hakket
chokolade og marcipan:-)
 Scones var fra min nyeste kagebog: 
A piece of cake af Leila Lindholm.
Der er så mange skønne opskrifter i den bog,
den kan varmt anbefales:-)
Ingen fødselsdag uden en lagkage!
Denne var med alm. lagkagebunde
med friske jordbær, ananas og banan. 
Som fyld elsker vi den goe gammeldags råcreme
og makroner dyppet med Cointreau.
Printet lavede jeg lige selv- motivet er Mia and Me.

Begge børn havde en god dag og fik en masse
nye Legoting og Barbie tøj:-)

mandag den 31. december 2012

Godt nytår kransekage 2013

Kære alle læsere.

I ønskes alle et dejligt og
lykkebringende nytår!

I år sidder min mand i Rusland
så mine unger og jeg skal hygge os
med en gang kransekage efter en dejlig middag:-)
 Jeg har brugt min opskrift til Rustik Kransekage
dog uden at lade det stå som der står i opskriften.
 Der er små dråber med nødder, nogle med 
nougat og nogle med pistaciemasse.
Nogle er dyppet i mørk chokolade og
nogle har fået lidt nougat.
 Jeg har lavet et par runde stykker hvor bunden
er dyppet i chokolade og har fået et drys hakkede nødder.
Tilsidst er der lidt hjemmelavet konfekt på fadet også.
Dette fad er lavet til en ven der skal holde fest og får liv i huset-
rigtig godt nytår Mette;-)

onsdag den 13. juni 2012

Jordbærtærte

Til min fars fødselsdag lavede jeg også 
en lækker jordbærtærte.
Den er blød, sød og helt fantastisk
i smag og tekstur:-)
Jeg har brugt opskriften fra Søde Sager
af Mette Blomsterberg-hun laver dem
i små linseforme. Jeg har lavet min i en 26cm
tærteform med løs bund.
 Til kagen har jeg brugt en bakke nye danske jordbær
og smeltet nougat på bunden, før konditorcremen
og jordbærene:-)
Her er billed af den bagte bund med kransekagekanten:
og så lige et nærbilled så mundvandet begynder at løbe;-D
Opskrift kommer i næste post:-)

torsdag den 19. april 2012

Lækkerier og en kage

Mine kollegaer er rigtigt blevet
forkælet idag med masser af kage.

Jeg har lavet en kage med 2 alm.
lyse bunde, friske jordbær jeg marinerede
i hyldeblomstsaft og tiramisufromage.
Den fik en kant af marcipan og høvlet hvid
chokolade og pistacie på toppen.
Sådan en kage rækker ikke langt til
sultne sygeplejesker og servicefolk,
så fik også bagt en lækker brownie,
små red velvet cupcakes og
en cakepops af Morten Heibergs
choko-nødde-marcipankage.!
Nu sidder den vågne læser og tænker:
"der står da ingenting om de små røde 
"dimser" på det midterste billed"???
Nej, for det kommer her;-D 
Mini-mini jordbærtærter.
Små 5kr.strørrelse kransekage,
dyppet i lys chokolade og med hvid
chokoladetrøffel, jordbær og pistacie,
var det en "little bite of heaven"! 
De smagte super og skal snart laves igen:-)

fredag den 9. marts 2012

Rustik kransekage - opskrift

Disse lækre små kransekager 
er min families foretrukne, siden jeg 
er begyndt at lave kransekage selv:-)

Opskriften har jeg fra Odense Marcipan
og smager bare så meget bedre end alle andre!
1000g Odense Kranse XX (Odense Marcipan kan også bruges)
500g sukker
200g æggehvide

Smagsvarianter:
Flormelis
Kakao
Vaniljesukker
Halvt vanilje/flormelis
Halvt kakao/flormelis
Nøddeflager/sukker
 
Marcipan, sukker og æggehvide arbejdes sammen til en ensartet masse.
Rul små stykker masse i den smagsvariant du har valgt og sættes på bagepapir og henstår i en time. Dette gør at konfektstykkerne får en sprød skorpe efter bagning.

Bag stykkerne ved 210 grader i ca. 12 min på 2 bageplader.
Lad stykkerne køle af, før de tages af pladen. 
Kan bundtrækkes i chokolade før servering.

Disse små lækkerier bliver kun bedre af at fryses ned, så lav dem bare i god tid:-D

lørdag den 31. december 2011

Godt nytår 2012

Som jeg har sat før, mit arbejde tager alt for meget af min fritid
men selvfølgelig skulle vi ha en hjemmelavet
kransekage ting til midnat;-)

 Det blev til det nye år og lidt forskellige
stykker med nougat og pistacie.
Den rustikke kransekage er bundtrukket i hvid
chokolade og nogle i nougat. Konfekten
er de sidste rester af julekonfekten i år.


 Lidt nærbilleder!

Med et stort ønske om at I alle vil passe på hinanden,
RIGTIG GODT NYTÅR!!!

søndag den 18. september 2011

Mere kage til Katrines fødselsdag

Som altid var jeg den sidste der skulle i bad
før vi fik gæster, så derfor nåede jeg ikke at tage billeder 
af det hele samlet.  Men her er lidt mere kage:
 Lagkagen: 4 mandelbunde med jordbærkompot,
ananas, banan, makroner og råcreme. 
Samt et lille skvat Gran Manier.
 Høvlet hvid chokolade på toppen med lidt ristet pistacie
og en kant af ren rå marcipan.
 Fødselsdagsbarnet har pustet lysene ud:-)
Jordbærtærten blev overfaldet, så den må I 
drømme om men her er der flødeboller med lakrids
og dem med kokos er jordbærskum.
Rustikke kransekager rullet i hasselnød
og Morten Heibergs lækre chokokage som cakepops!
Vi fik også Red velvet cups og masser af choko-slik:-)

søndag den 28. august 2011

Kæmpe kagebord til bryllups reception

Min veninde og mand blev smedet sammen i kirken igår.
Efter mange "møder" kom bruden og jeg frem
til følgende menu til receptionen for 120 pers.:
 
Hindbærfromage på hasselbund m/ hvide choko spåner
 Passionsfromage på chokoladekage bund med geletop
Cheesecake med friske bær
Citronfromage m/mynte i små glas
Red velvet mini cupcakes
Chokolade mini cupcakes
Chokolade cupcakes med lys trøffel
Rustik kransekage
Pops med pistaciekage/cream cheese
Pops med white mud cake/cream cheese
Pops med Heibergs choko kage/cream cheese
Blå og hvide kys med blåbærsmag
Hvide bryllups bolsjer
Karameller

Farvetemaet var: Hvid, guld og blå-og da parret bor på 
Blåbærvej,  måtte der også lidt blåbær med ;o)
 Bordet fra den ene ende...
Bordet fra den anden ende...
Mit nye lækre acrylstativ kom rigtigt til sin ret
i denne massive "kageopstilling"!!!
Citron på toppen og pops med white mud cake
og blå candy melt.
 Red velvet og rustik kransekage på 3 & 4 plade.
 Red velvet og choko cups på 5 plade og
alle 3 slags pops på den nederste plade.
Det ser ud som om at pops´ne er klæbrige, 
men det var kun kondens!
Vi havde et værre hyr med et "regn"
køleskab. Opdagede heldigvis at det
løb med vand i den ene side, så jeg kunne redde
det meste af kagerne!!!
 Her er hele stativet fyldt op med lækkerier!!

 Lidt mere kransekage og pops:o) 
Havde lavet 150 pops og ca. 200 stk
kransekage...'
 Blåbær slikkepinde, karameller og
bolsjer hjembragt fra vores tur i Skagen.
Mine nye flotte glas kom flot i brug med
blåbær kyz:o)
Lidt billeder af opstillingen.
Der kom mange "WAUW" og "NØJ-det ser lækkert ud"
og der var rigelig med kage til alle.
Og hold op en ros jeg fik-både af parret 
og mange gæster :o) 
Det kan vi alle jo godt li;-)

mandag den 20. juni 2011

Othello kage-opskrift


 Othello-lagkage

Denne opskrift fik jeg på teknisk skole
og det er den helt klassiske udgave!
Lagkagebunde 2 bunde:
114g æg
94g sukker
64g hvedemel
29g stivelse
2g bagepulver

Ved brug af tempererede ingredienser opnås en mere ensartet 
opbagning og et flottere resultat.

Sukker varmes let op i ovnen og piskes med æggene til størst volumen, ca. 8-10min.
Mel, stivelse og bagepulver sigtes og mænges i æggemassen.
Bages ved ca. 210grader i ca. 7min på varmluft.
Når de er bagt, drysses de med sukker. Kan afkøles på køl.
 Når sukker/æg piskes "varmt" giver det en større oppiskning, tilgengæld bliver bundene hurtigere tørre. Jeg laver det altid med tempererede råvarer og det bliver nogle saftige bunde der godt kan stå et par dage:o)

Det er svært at lave en så lille portion -derfor er denne portion til en bund og 15 napoleonshatte!
Linsebund 1 bund:
250g mel
145g flormelis
195g margarine (koldt)smør kan også bruges!
38g æg 

 Alle ingredienser røres til en samlet dej, lægges på køl indtil det skal udrulles
i ca. 3mm tykkelse og prikkes med et "pindsvin" eller gaffel
og bages ved ca. 200 grader i ca. 7 min. Afkøles.

Koge konditorcreme til en lagkage: Laves dagen før eller mindst 3 timer før brug.
1/2 L. sødmælk
35g maizena
1 æg
50g sukker
1 Vaniljestang

De 4 dl mælk varmes op til ca. 95 grader. Maizena, ægget og den sidste dl mælk røres sammen
og piskes i den varme mælk. Piskes godt igennem og når det begynder at stivne, tages gryden fra varmen og sukkeret med vaniljen piskes i.  Husk at røre i mælken så den ikke brænder på!
Ellers får den smag af brændt mælk :-(

Jeg hælder cremen i en frysepose og lægger den i fryseren i ca. 15-30 min. Derefter på køl til den bruges.

Jeg pisker 1/2 L. piskefløde til skum og blander med cremen. Så er den klar til brug!

Marcipankanten:
50g marcipan (figurgrov)
7,5g glukose (Morten Heibergs fra Kvickly)
43g flormelis

Det hele æltes godt sammen og opbevares i en lufttæt pose i rumtemp.

Når kagen skal samles er det lettest i den ring som bundene er udstukket med.
Linsebund, et lag creme, lagkagebund, creme igen og tilsidst en lagkagebund.
Kakaoglasur laves (tyk)og hældes over toppen. Lad det stivne og rul den
udskårne marcipankant om kagen og pynt med en flødeskums-roset langs kanten.   
Og nyd nu din lækre kage :o)



Til Napoleonshatte udstikkes linsedejen ca.3-4mm tykt med den størrelse man synes.
Midt på lægges der en kugle kransekagemasse, dejen trykkes om kuglen  med 3
fingre og bages ca. 8 min på 200 grader/varmluft.

Kransekagemasse til Napoleonshatte:
375g Kranse XX (marcipan kan også bruges)
150g sukker
æggehvide (den mængde der er passende, så massen er fast/samlet)

Marcipan og sukker æltes sammen og æggehvide tilsættes lidt efter lidt.
Massen må ikke blive for blød(så flyder den ud ved bagning).

Rigtig god fornøjelse :o)

fredag den 31. december 2010

Nytårs-kransekagen!

Nu varer det ikke så længe før vi skal sætte
tænderne i disse lækkerier!
Prøvede at lave et lille horn men øvelse
er vist påkrævet;-) Alt er hjemmelavet med både nødder, 
appelsin og nougat. På nogle er bunden dyppet i chokolade.
Godt nytår og velbekomme.